Jeg indrømmer, at overskriften kan være provokerende….så inden du melder mig for mandschauvinisme, skal jeg skynde mig at forklare
Du kender selvfølgelig alt for godt historien om den enkelte fjer, der blev til 5 høns. Uden jeg på nogen måde vil sammenligne en arbejdsplads med en hønsegård, vil jeg med eksemplet understrege vigtigheden af en god kommunikation. Det gælder privat og det gælder på arbejdspladsen.
Grynt og nik!
På arbejdspladsen er det vigtigt at forstå, at vi hver især har forskellig baggrund. Måske kommer nogle fra et hjem, hvor der primært bliver kommunikeret med nik og grynt, mens andre lever i et forhold med masser af snak, sang under bruseren og konstant musik i højttalerne.
Samarbejde og kommunikation
En god kommunikation er helt afgørende for et godt samarbejde. Nogle gange kan det gå helt galt med samarbejdet, hvis ikke kommunikationen er i orden. Som f.eks. i dette tilfælde, hvor tømrermesteren instruerer den nystartede lærling: ”Nu holder jeg sømmet, og når jeg så nikker med hovedet, slår du med hammeren på det!”
Forstår DU hvad JEG mener?
Det er jo unægteligt svært at svare på – ikke desto mindre må jeg med skam melde, at jeg selv ofte bruger det udtryk
Meningen er jo god nok, men det er ikke en god idé at lade et ja fra modtageren være svar nok. I stedet bør man nok forsøge at lytte mere til sin kollega og hans/hendes måde at udtrykke sig på for at sikre sig, at der ”er hul igennem”. I det hele taget kunne det måske være givtigt at lytte mere og tale knap så meget (husk at du har fået 2 øren og én mund – det er fordi du skal lytte dobbelt så meget som du taler)
Goddag-mand-økseskaft…
Forskellige forudsætninger kan betyde at man ikke forstår hvad man bliver spurgt om. Det sker ofte i tilfælde, hvor eksempelvis en udvikler skal kommunikere med en bruger. Her kan udbyttet af samtalen være lig nul – som i denne historie:
To mænd er oppe at flyve in luftballon. Efter et stykke tid mister de orienteringen – de aner simpelthen ikke hvor de er henne. De får så øje på en mand, der går nede på jorden og beslutter at spørge ham. De lukker lidt luft ud af ballonen, kommer ned i nærheden af jorden og råber: ”Undskyld, du kan vel ikke fortælle os hvor vi er henne?” Og han svarer: ”Jo, de kan jeg da godt, I sidder i en gondol under en luftballon!”
Teknisk set var svaret selvfølgelig korrekt, men de stakkels ballonflyvere kunne bare ikke bruge det til noget!
Har du et eksempel på dårlig kommunikation? Så berig os andre ved at skrive en kommentar
——————————————————–
Se også foredrag om kommunikation med Mia Hesselberg-Thomsen
0 Kommentar til “Arbejder du i en hønsegård?”